Joy Catherine Okoye Larsen

Kvinderne skal kende deres rettigheder

Det er vigtigt, at nydanske kvinder, som er udsat for vold, kender deres rettigheder og er informeret om, at de godt kan få hjælp med bistand fra tolk, mener Joy Cathrine Okoye Larsen, som er ambassadør for kampagnen STOP VOLDEN MOD KVINDER - bryd tavsheden.

Oplysning og information om mulighederne for hjælp. Det er ifølge Joy Cathrine Okoye Larsen afgørende for de kvinder, som prøver at sætte en stopper for volden i deres parforhold.

"De nydanske kvinder, som jeg møder, der lever med en voldelig ægtemand, er først og fremmest meget bange. De bliver truet med, at de bliver sendt tilbage, hvis de fortæller noget om, hvad der sker. De aner ikke, hvem de skal spørge, og hvor de kan få hjælp," forklarer Joy Cathrine Okoye Larsen.

Vi skal hjælpe hinanden. Jo mere information vi har, jo bedre kan vi hjælpe

Hotline med mulighed for tolk
"Mange af kvinderne isolerer sig, de går ikke ud, de ser ingen veninder. De prøver at løse problemerne på egen hånd. Det kan de ofte ikke. De har brug for hjælp udefra," konstaterer Joy Cathrine Okoye Larsen.

"Det er vigtigt, at kvinderne får at vide, at der er hjælp at hente - også på deres eget sprog. De skal vide, at de kan ringe til hotline og med hjælp fra en tolk tale med en person, der kan rådgive dem om, hvad de skal gøre."

Omgivelserne skal kende tilbud om hjælp

Joy Cathrine Okoye Larsen syntes, at det er vigtigt at omgivelserne også kender til de tilbud, der er for hjælp og støtte til voldsramte.

"Vi skal hjælpe hinanden. Jo mere information vi har, jo bedre kan vi hjælpe," siger Joy, som peger på, at det vigtigt, at alle er opmærksomme på, at de selv kan ringe til hotline, hvis de vil vide mere om, hvordan man skal hjælpe en voldsramt kvinde.

 
 
Foto: Privat
Om Joy Catherine Okoye Larsen
Joy Cathrine Okoye Larsen stammer fra Zimbabwe. Hun arbejder på et reklamebureau i Høje Taastrup. I sin fritid arbejder hun i regi af Training Information Councelling Centre (TICC) som rådgiver for hiv-positive indvandrere i Danmark. Hun er bl.a. kontaktperson på centrets hotline og rådgiver om muligheder for støtte og hjælp i det danske hospitalssystem.